Hvis du er fan af Ducatis største Scrambler-model på programmet – Scrambler 1100 Pro – men kort og godt synes, at den er lidt for "lys", så er der godt nyt.
Ducati har nemlig præsenteret en "ny" Scrambler 1100 Dark Pro i en "Dark Stealth"-lakering med matsorte detaljer og anodiserede aluminium-dele.
Det er dog kun rent visuelt, at den nye Dark-udgave adskiller sig fra den almindelige, hvor blandt andet traction control, kurve-ABS og tre køreprogrammer er en del af standardudstyret.
Scrambler 1100 Dark Pro forventes på lager over hele Europa i løbet af oktober 2020. Prisen er endnu ikke frigivet, men i en pressemeddelelse skriver Ducati, at den nye Dark-model bliver "indgangsmodellen til 1100-serien". Vi må derfor forvente, at den bliver en smule billigere (eller i hvert fald ikke dyrere) end Scrambler 1100 Pro til 204.690 kroner.