Sidemonteret nummerplade på motorcykler har været genstand for utallige diskussioner herhjemme. Men nu ser det ud til, at der foreløbigt bliver sat punktum i netop dén debat.
I et nyhedsbrev fra Motorstyrelsen fremgår det, at sidemonterede nummerplader ikke længere skal være en mulighed – i hvert fald kun i tilfælde, hvor der gives konkret dispensation.
"Fra og med den 1. maj 2020 er det kun tilladt at montere en nummerplade på siden af en motorcykel, hvis Motorstyrelsen konkret har givet dispensation hertil. Den tidligere praksis, hvorefter nummerpladen uden dispensation – men under visse nærmere betingelser – kunne monteres på siden af en motorcykel, var ikke i overensstemmelse med de gældende regler om placering af nummerplader," lyder det blandt andet i nyhedsbrevet.
Kun tilladt i særlige tilfælde
Kun i særlige tilfælde vil Motorstyrelsen give dispensation til, at man må montere en nummerplade på siden af motorcyklen – eksempelvis hvis en motorcykel fra fabrikken er konstrueret således, at nummerpladen ikke kan monteres bag på motorcyklen.
"I praksis kan det via motorcyklens EU-typegodkendelse påvises, om den er EU-typegodkendt med en nummerpladeholder placeret på siden af motorcyklen. Ved dispensationsansøgningen kan fx vedhæftes en erklæring fra motorcykelfabrikanten eller dennes repræsentant om, at motorcyklen er EU-typegodkendt med sidemonteret nummerpladeholder," står der i nyhedsbrevet fra Motorstyrelsen.
Sådan søger du om dispensation
Hovedreglen er dog, at sidemonterede nummerplader ikke længere er tilladt, som det også fremgår af nyhedsbrevet:
"Det vil pr. 1. maj 2020 som hovedregel ikke være tilladt at montere en nummerplade på siden af en motorcykel eller anvende en motorcykel, som allerede har fået monteret en nummerplade på siden".
Kun motorcykler, der tidligere har fået dispensation, kan fortsat køre videre med nummerpladen på siden. Er der tale om en motorcykel, som i perioden 31. januar 2017 til og med 1. maj 2020 er blevet synet med en sidemonteret nummerplade, er det ikke nødvendigt at ansøge om dispensation for perioden frem til næste syn, hvorefter nummerpladen skal "omplaceres til bagerst på motorcyklen". Hvis nummerpladen derimod ikke ønskes omplaceret, skal der søges om dispensation.
Du kan ansøge om dispensation ved at kontakte Motorstyrelsen via mail på motorst@motorst.dk og i emnefeltet skrive "Dispensation til sidemonteret nummerplade".