Af Christian Friis / 09-01-2025

I Danmark skal der betales vægtafgift for indregistrerede motorcykler, og de placeres altid på den laveste sats. I 2021 var satsen 730 kroner, og samme år vedtog Folketinget en såkaldt "grøn vejtransportaftale". 

Her blev det blandt andet besluttet, at de periodiske afgifter skulle stige med i alt 36,9 procent. Stigningen skulle ske gradvist over fem år og gælde alle typer af periodiske afgifter (vægtafgift, grøn ejerafgift eller CO2-ejerafgift).

Som det fremgår af tabellen nederst på siden, er vægtafgift for motorcykler ved årsskiftet igen steget. I 2025 betaler man nu 910 kroner i vægtafgift for en indregistreret motorcykel i Danmark. Dét er 50 kroner mere end i 2024 (860 kroner).

Veteranmotorcykler, altså motorcykler, der er fyldt 35 år (gældende fra første registrering) betaler dog fortsat kun en fjerdedel af vægtafgiften. Med andre ord "slipper" man med at betale 227,50 kroner i vægtafgift for en veteranmotorcykel i 2025 – eller helt præcist 228,00 kroner, da beløbet ifølge Motorstyrelsen bliver rundet op til nærmeste hele krone ved opkrævning.

 

En tusse i 2026 og frem

Når kalenderen skifter fra 2025 til 2026, vil vægtafgiften stige igen. Denne gang til 1.000 kroner lige ud for motorcykler, mens veteranmotorcykler kan nøjes med 250 kroner. Men hvad så i 2027, 2028, 2029?

I 2027 og fremover vil 2026-satserne være gældende. Dét bekræfter Motorstyrelsen i et skriftligt svar til MCTC. Motorstyrelsen ønsker dog ikke at udtale sig til citat angående periodiske afgifter for motorcykler.

Prøv Motorstyrelsens beregner til periodiske afgifter, som kan bruges til alle typer køretøjer, eller se tabellen over vægtafgift for motorcykler herunder. 

                           2022 2023 2024 2025 2026
Stigning i procent 3,0 % 9,7 % 16,8 % 24,4 % 36,9 %
Stigning i kroner pr. år 30 kr. 50 kr. 50 kr. 50 kr. 90 kr.
Årligt beløb til betaling 760 kr. 810 kr. 860 kr. 910 kr. 1.000 kr.

Tabellen viser de eksakte stigninger i kroner og procent fra 2021 til og med 2026. Stigningerne tager udgangspunkt i 2021-niveauet. Fra 2027 og frem følger vægtafgift for motorcykler foreløbigt 2026-satsen. Kilde: Motorstyrelsen

 

Hold dig opdateret med MCTC

Som MCTC-medlem bliver du automatisk ajourført med seneste motorcykelnyt – herunder vægtafgift – ligesom du får adgang til en lang række tilbud og fordele.

Hvis du endnu ikke er medlem, kan du bestille medlemskab online. Det er nemt og koster kun 369 kroner årligt. Gør som mere end 30.000 danske motorcykler og bliv en del af Danmarks største motorcykelfællesskab allerede i dag.

 

BLIV EN DEL AF MCTC

Læs også

Dømt for vanvidskørsel uden at blive stoppet

Vejdirektoratet: Tomme højrebaner irriterer

Forslag omfatter ikke motorcykler