Hvis man vil have racerpower kombineret med opret kørestilling og rimelig hverdagsanvendelighed har eneste mulighed i Ducatis stald hidtil været den 208-hestes Streetfighter V4 til langt over 300.000 kroner. Nu er der dog kommet et (lidt) mere tilgængeligt bud fra det italienske mærke i form af den nye, mindre Streetfighter V2.
Arven fra Panigale
Ligesom den store V4 er den nye Streetfighter V2 i bund og grund en strippet version af Panigale-modellen med samme motor, og det betyder, at den "lille" Streetfighter er god for 153 hk og 101 Nm takket være sin 955 kubik Panigale V2-motor. Effekten er en anelse lavere end den kåbeklædte søskende, men kortere slutudveksling i gearkassen skulle give bedre moment ved gadehastigheder.
Streetfighter V2 har også arvet Sachs/Showa-affjedringen samt Brembo M4-32 monoblock-caliprene fra Panigale-modellen, selvom både bagfjeder og forgaffel er sat blødere op på Streetfighteren, mens bremserne har mindre aggressive klodser. Ligeledes er elektronikpakken med 6-akses IMU og alskens køreassistentsystemer tilpasset gadebrug med nye køreprogrammer til f.eks. vådt føre.