Af Christian Friis / 10-12-2021

Forleden kunne vi fortælle, at de danske mc-betjente fremover skal køre på Ducati Multistrada V4 S. Men hvis politiet også får brug for mere offroad-orienterede motorcykler fra den italienske producent, så kan de med fordel se nærmere på den helt nye DesertX, som netop er blevet præsenteret.

Nyheden, der har været ventet siden september, blev første gang vist frem som koncept tilbage i 2019. Men nu er den her, DesertX, som ifølge Ducati kan få selv de "vildeste rejsedrømme til at gå i opfyldelse".

DesertX mangler i hvert fald ikke power, for den er udstyret med Testastretta-V2'eren på 937 kubik fra den nye Monster, som yder 110 hk ved 9.250 o/min og 92 Nm ved 6.500 o/min – dog med ændrede gearudvekslinger for de seks gear.

Gad vide, hvor Ducati har fundet inspiration til den nye DesertX? Kult-motorcyklen Cagiva Elefant kunne være et godt bud!

DesertX byder desuden på nyt stål-trellisstel, fuldjusterbar KYB-affjedring med 46 mm USD-forgaffel og monoshock med fjedervandring på henholdsvis 230 og 220 mm. Nederst på forgaflen er der radialmonterede Brembo M50-monobloc-calipre til 320 mm skiver, og så er DesertX med opsigtsvækkende 21"/18" trådegerfælge for/bag med Pirelli Scorpion Rally-dæk.

Sædehøjden er opgivet til 875 mm, tanken 21 liter (med mulighed for ekstratank på 8 liter som tilkøb) og frihøjden 250 mm. Tørvægten runder lige de 200 kilo (202 kg), mens den køreklare vægt er ikke imponerende 223 kg.

Til at styre de forholdsvis mange kilo i terrænet får man dog både hjælp af alt fra ride-by-wire, seks køreprogrammer samt wheelie- og traction-control til motorbremsefunktion, quickshift op/ned, slipperkobling, styrdæmper og kurve-ABS. DesertX kan herudover prale af 5" TFT-instrumentering, cruise-control og fuldt LED-lys.

Ducati DesertX forventes at lande hos forhandlerne i løbet af maj 2022 til en endnu ukendt pris.

Læs også

Galleri: Ducati Panigale V4

Énstamper tager 10.000 omdrejninger

Ducati med el-racer i MotoGP