Af Christian Friis / 13-10-2023

Foto: Rigspolitiet

Som led i en længevarende efterforskning mod flere af landets motorcykelforhandlere, som mistænkes for at være involveret i omfattende unddragelse af registreringsafgift på motorcykler, har National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) torsdag 12. august ransaget 25 danske adresser. Det oplyser NSK i en pressemeddelelse.

Ransagningerne har fundet sted på adresser i hele landet undtaget Bornholm og har ifølge NSK til formål at sikre beviser til sagen. I alt 21 personer i alderen 32-68 år er blevet sigtet i sagen, som fortsat er i gang.

"Der er tale om en meget omfattende efterforskning om unddragelse af registreringsafgifter på motorcykler. Vores vurdering er, at statskassen er gået glip af et meget stort millionbeløb. Med dagens aktion har vi nu blandt andet sikret beviser til den videre efterforskning i sagen," siger ledende politiinspektør i NSK, Michael Kjeldgaard, i pressemeddelelsen.

 

2.500 motorcykler indgår i sagen

NSK oplyser også – udover de 25 ransagninger og 21 sigtelser – at omkring 2.500 motorcykler indgår i sagen, hvor der er "mistanke om en samlet afgiftsunddragelse på op imod 100 millioner kroner".

Ifølge NSK er der blevet "indsamlet store mængder data, som nu skal undersøges nærmere", og at der under torsdagens ransagninger, som blev foretaget med "sagkyndig bistand fra Motorstyrelsen", desuden er beslaglagt værdier for "samlet mindst 30 millioner kroner".

MCTC har kontaktet NSK for en kommentar, som dog endnu ikke er vendt tilbage, og opdaterer løbende på sagen.

Læs også

Dømt for vanvidskørsel uden at blive stoppet

Vejdirektoratet: Tomme højrebaner irriterer

Forslag omfatter ikke motorcykler