Gældende fra 5. september 2024, version 0.4
1. Kontaktoplysninger
MCTC – Landsforeningen for motorcyklister
Markvangen 6
8260 Viby J
CVR-nr.: 80 80 70 15
Mail: info@mctc.dk
Telefonnummer: 86 11 62 00
2. Indledning
Disse medlemsbetingelser og dertilhørende vedtægter gælder for dit medlemskab hos MCTC – Landsforeningen for motorcyklister ("MCTC", "vi" eller "os").
Vi anbefaler, at du læser medlemsbetingelserne grundigt igennem, inden du bliver et medlem af MCTC. Hvis du foretager køb som medlem via vores webshop, finder vores handelsbetingelser også anvendelse.
3. Betingelser for medlemskab
MCTC er landsforeningen for motorcyklister. Et medlemskab er personligt og giver adgang til de til enhver tid værende medlemsfordele som enten aktivt eller passivt medlem. For at blive medlem er det også en betingelse, at du afgiver et særskilt markedsføringsretligt samtykke til at modtage nyheder fra MCTC, herunder på vegne af de til enhver tid værende samarbejdspartnere. Ved senere tilbagekaldelse af samtykket, kan du fortsat være medlem hos MCTC.
4. Typer af medlemskab
Der findes overordnet to typer medlemskab. Medlemskontingentet er det samme for begge typer af medlemskaber.
- Almindeligt medlemskab, der for privatpersoner (forbrugere) giver adgang til alle medlemsfordelene, stemmeret på den årlige generalforsamling, MC Touring Camp og foreningens medlemsblad ind ad døren, medmindre dette fravælges.
- Passivt medlemskab er for MC-klubber, erhvervspersoner, organisationer, institutioner, biblioteker og firmaer, som ønsker at støtte MCTC. Passive medlemmer modtager foreningens blad, men er ikke berettiget deltagelse i foreningens aktiviteter, generalforsamling, ledelse i øvrigt eller andre aktiviteter.
Modtager en person et medlemskab i gave, indgår vedkommende i foreningen på de vilkår, som gælder for det købte medlemskab (almindeligt eller passivt). Efter endt periode for gavemedlemskab tilbydes modtager at fortsætte medlemskabet ved fremsendelse af en opkrævning. Betaler modtager ikke denne opkrævning, betragtes modtager automatisk som udmeldt. Gavegiver kan vælge fortsat at betale for medlemskabet for modtageren udover gave-perioden.
Kampagner og tilbud relateret til tre (3) måneders indledende gratis medlemskab forudsætter, at MCTC ved udløb af introduktionsperioden fremsender kontingentopkrævning for eventuelt fortsat betalt medlemskab for at forblive et medlem.
5. Medlemskontingent
Det er muligt at betale dit medlemskab ved en betalingsserviceaftale, eller ved indbetaling med et indbetalingskort. Vi opfordrer dig til, at du ved oprettelsen af dit medlemskab opretter en betalingsserviceaftale til betaling af dit årlige kontingent i forbindelse med det købte medlemskab. Herved giver medlemmet samtykke til, at MCTC løbende, automatisk og forudgående må trække medlemskontingentet fra medlemmets konto i overensstemmelse med den indgåede aftale og betalingslovens § 82. Medlemmet kan til enhver tid tilbagekalde medlemmets samtykke til dette. Hvis medlemmet tilbagekalder samtykket til, at MCTC må trække beløbet automatisk, vil den årlige opkrævning i stedet blive sendt pr. brev eller e-mail. Tilbagekaldelse kan dermed ikke sidestilles med opsigelse af medlemskabet. Ønskes opsigelse af medlemskabet skal dette foretages som angivet under pkt. 9 ”Opsigelse af medlemskabet”. Medlemmet er under alle omstændigheder altid forpligtet til at sørge for rettidig betaling af medlemskontingentet i henhold til indgået aftale. Ved at indtaste betalings-oplysningerne giver medlemmet yderligere samtykke til, at MCTC, som led i en eventuel fremtidig aktivoverdragelse, må overdrage betalingsaftalen til en ny realdebitor i overensstemmelse med betalingslovens § 82.
Hvis betalingsservice ikke ønskes og den årlige opkrævning i stedet skal sendes pr. brev eller e-mail med et indbetalingskort, vil der blive pålagt gebyr og medlemmet skal selv sikre rettidig betaling.
Medlemskabet betales forud, og inden udløbet af kontingent-året udsendes automatisk opkrævning for det kommende år. Fornyelse af medlemskabet sker automatisk, hvis du har valgt en løbende betalingsaftale.
Hvis din regning ikke betales rettidigt, udsendes en rykkerskrivelse til dig. MCTC opkræver rykkergebyr efter gældende takster. Betales der ikke inden den angivne forfaldsdato, har MCTC ret til uden varsel at suspendere dit medlemskab. Hvis betalingsmisligholdelsen fortsætter, har MCTC ret til uden varsel at lukke for dit medlemskab og til at opkræve andre udeståender til betaling straks.
MCTC forbeholder sig ret til selvstændigt eller via en samarbejdspartner at inkassere det udestående beløb og et gebyr for rykning og for sen betaling.
6. MIT MCTC
Som medlem kan du vælge at oprette en konto til "MIT MCTC", hvor du opnår du en begrænset, ikke-eksklusiv, opsigelig og ikke-overdragelig licens til at få adgang til og bruge hjemmesiden.
Oprettelse af en konto kræver, at du afgiver en række personoplysninger.
Du skal tage alle nødvendige forholdsregler for at sikre fortrolighed, sikkerhed og korrekt brug af dit brugernavn og din adgangskode for at forhindre, at de videregives eller bruges af uautoriserede tredjeparter. I tilfælde af svigagtig brug, for eksempel ved uautoriseret anvendelse af din adgangskode, har du pligt til hurtigst muligt at informere MCTC herom.
Hvis der sker ændringer af dit navn, adresse, e-mail, telefonnummer eller andre oplysninger, som du har givet ved medlemskabets indgåelse, skal du straks meddele dette til MCTC.
Du er som medlem ansvarlig for, at MCTC til enhver tid har dine korrekte personoplysninger.
7. Ændringer af medlemskabet
MCTC forbeholder sig retten til løbende at ændre medlemsbetingelserne, gebyrer og priser, herunder prisen for dit medlemskab med maksimalt 25 % sammenlignet med det forudgående år jf. de nugældende vedtægter, i følgende tilfælde:
- Det er nødvendigt for at sikre, at MCTC overholder lovgivningen.
- Nye faktiske eller privatretlige forhold nødvendiggør en ændring af medlemsbetingelserne.
- MCTC foretager større investeringer for at forbedre din brugeroplevelse.
- Medlemskontingentet reguleres som følge af markedsforholdene og samfundsudviklingen, herunder pga. forøgede omkostninger, inflation, eller indførelsen af nye lovgivningsmæssige krav.
- En aftale, som er tilknyttet dit medlemskab, bortfalder.
Uvæsentlige ændringer til priser, vilkår og betingelser vil blive varslet ved opslag på vores hjemmeside.
Væsentlige ændringer af priser, vilkår og betingelser vil blive varslet med minimum 30 dage, før ændringen træder i kraft, både pr. e-mail, ved opslag på vores hjemmeside og via vores medlemsmagasin.
Hvis du ikke ønsker at fortsætte dit medlemskab til den nye pris eller under de nye betingelser, skal du opsige dit medlemskab. Vær opmærksom på, at der er løbende måned plus én måned i opsigelsesvarsel.
8. Fortrydelsesret
Du har ret til at fortryde købet af medlemskabet inden for 14 dage regnet fra den dato du betalte medlemskontingentet første gang.
Fortrydelsesretten kan udøves uden at angive nogen bestemt grund ved at sende en meddelelse til os herom via almindeligt brev, e-mail (info@mctc.dk), via vores hjemmeside eller telefon på 86 11 62 00 inden for ovennævnte frist.
Du accepterer dog udtrykkeligt og anerkender, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis du modtager ydelser omfattet af medlemskabet eller har afbenyttet medlemskabets fordele og rabatter via vores samarbejdspartnere før udløbet af fortrydelsesretsperioden på 14 dage.
Hvis du anvender din fortrydelsesret i overensstemmelse med disse medlemsbetingelser, refunderer vi det årlige medlemskontingent. Vi foretager tilbagebetalingen under anvendelse af samme betalingsmiddel, som du benyttede til at foretage den oprindelige transaktion.
9. Opsigelse af medlemskabet
Medlemskabet kan opsiges når som helst og uden begrundelse. Medlemmet vil fortsat have adgang til de indeholdte medlemsfordele frem til udgangen af indeværende årlige medlemskontingentperiode, hvorefter adgangen ophører. Forudbetaling for det pågældende år vil derfor ikke blive refunderet, og MCTC yder ikke refusion for delvist brugte medlemsskabsperioder. Opsigelse af medlemskab skal enten foretages ved at sende os en e-mail eller kontakte os telefonisk. Efter opsigelsesperiodens udløb bortfalder alle rabatter og fordele omfattet af medlemskabet.
MCTC har til enhver tid og uden begrundelse ret til at lukke foreningen MCTC uden, at dette har økonomiske konsekvenser for MCTC. MCTC har yderligere ret til at opsige et medlemskab, hvis medlemmet har handlet i strid med disse medlemsbetingelserne, vedtægterne, handelsbetingelserne eller i øvrigt som følge af adfærd, der er uforenelig med MCTC's værdier og grundlag.
10. Adgang til hjemmesiden
MCTC bestræber sig på at sikre den bedst mulige driftssikkerhed, men kan ikke holdes ansvarlig for hjemmesidens driftsstabilitet. MCTC kan heller ikke holdes ansvarlig for mistet eller langsom dataforbindelse til hjemmesiden. I tilfælde af nedbrud, driftsforstyrrelser og/eller angreb vil MCTC bestræbe sig på og gøre sit bedste for at genoprette normal drift så hurtigt som muligt.
11. Begivenheder uden for vores kontrol
MCTC er ikke ansvarlig for manglende eller forsinket opfyldelse af nogen forpligtelse, herunder som følge af strejke, lockout eller andre kollektive kampskridt, civile uroligheder, oprør, invasion, krig (uanset om den er erklæret eller ej), brand, eksplosion, uvejr, oversvømmelse, umuliggørelse af brug af jernbaner, skibe, fly, biltransport eller andre offentlige eller private transportmidler, en regerings begrænsninger via lovgivning eller pandemier.
12. Rettigheder og copyright
Alle rettigheder samt digitale produkter tilhører MCTC. Ved køb af medlemskab opnås udelukkende en ret til at benytte medlemskabet som forudsat.
13. Klager
Hvis du vil klage over dit medlemskab, skal du kontakte os pr. e-mail: info@mctc.dk. Hvis det ikke lykkes os at finde en løsning, kan du sende en klage til:
Nævnenes Hus
Mæglingsteamet for Forbrugerklager
Toldboden 2
8800 Viborg
www.naevneneshus.dk
Har du bopæl i et andet EU-land end Danmark, kan du klage til EU-Kommissionens online klageportal her: http://ec.europa.eu/odr.
14. Databeskyttelse
Du afgiver personoplysninger, når du bliver medlem hos MCTC. For mere information om vores behandling af personoplysninger henviser vi til vores privatlivspolitik.
15. Cookies
Vores hjemmeside anvender cookies. Hvis du ønsker mere information om vores brug af cookies på vores Hjemmeside, henvises der til vores cookiesamtykke og cookiedeklarationen, der kan fremfindes ved at klikke på ikonet i nederste venstre hjørne på Hjemmesiden eller via linkene på undersiden "Cookies".
16. Lovvalg og værneting
Disse medlemsbetingelser er underlagt dansk ret, undtaget danske lovvalgsregler og CISG.
Enhver tvist som måtte opstå som følge af eller i forbindelse med disse medlemsbetingelser skal afgøres ved de danske domstole.
***
Bilag: Standard fortrydelsesformular
(denne formular udfyldes og returneres kun, hvis fortrydelsesretten gøres gældende)
Til MCTC – Landsforeningen for motorcyklister, Markvangen 6, 8260 Viby, e-mail: info@mctc.dk:
Jeg/vi (*) meddeler herved, at jeg/vi (*) ønsker at gøre fortrydelsesretten gældende i forbindelse med min/vores (*) købsaftale om medlemskab.
Bestilt den (*):
Forbrugerens navn (Forbrugernes navne):
Forbrugerens adresse (Forbrugernes adresse):
Forbrugerens underskrift (Forbrugernes underskrifter) (kun hvis formularens indhold meddeles på papir) ______________________
Dato ______________________
(*) Det ikke relevante udstreges