Rømø Motor Festival – forkortet RMF – er kendt for at trække titusindvis af mennesker, biler og motorcykler til Lakolk Strand, hvor motorløbet har været afholdt årligt siden 2016 (dog med undtagelse af 2020, som blev aflyst på grund af corona).
2024-udgaven bliver ingen undtagelse – heller ikke hvad trafikken angår. Derfor opfordrer Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse også til både tålmodighed og hensynsfuldhed, hvis man skal til eller fra Rømø lørdag 17. august 2024, hvor årets RMF løber af stablen.
"Man skal væbne sig med tålmodighed, hvis man vi til eller fra Rømø på lørdag. Der kan opstå kø og ventetid, selv om vi i samarbejde med andre myndigheder gør, hvad vi kan for at få afviklet trafikken så smidigt som muligt. Vi opfordrer til, at man tager af sted i god tid, væbner sig med tålmodighed, følger vores anvisninger og tager hensyn til andre trafikanter. Vi vil være til stede med både færdselspoliti og almindelige patruljer og er i tæt samarbejde med arrangøren og Tønder Kommune og vil gøre vores til, at det blive en sikker og festlig dag for alle," siger politiinspektør Gert Bisgaard.
Nyt trafikalt tiltag i 2024
Som noget nyt i forbindelse med Rømø Motor Festival vil politiet i år spærre tilkørslen til stranden, når de mange gæster skal hjem lørdag eftermiddag. På den måde kan alle kørebaner bruges til at få folk væk fra stranden, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
I politiets pressemeddelelse fremgår følgende: "Krydset Vesterhavsvej/Lakolk spærres fra klokken 15 til senest klokken 18 og man kan dermed ikke komme gennem krydset til stranden eller til sommerhusområdet Lakolk. Skal man på stranden skal man komme i god tid før klokken 15. Skal man til sommerhusområdet Lakolk skal man benytte Småfolksvej".
Rømø Motor Festival afholdes i hele weekenden 16.-18. august 2024 med festivalplads og campingområde på fastlandet ved Skærbæk. Selve motorløbet foregår lørdag 17. august 2024 i tidsrummet klokken 10-16 på Lakolk Strand, Rømø. Du kan læse meget mere og holde dig opdateret via den officielle Facebookside.