Hvis du godt kan lide at køre offroad på din motorcykel eller blot holder af tage den tohjulede på tur ud i naturen, så er det med spidse ører.
For inden længe løber et nyt dansk event af stablen, der netop henvender sig til motorcyklister med hang til offroad og eventyr. Arrangementet hedder Mud Stuck Festival, og det bliver afholdt første gang i weekenden 4.-6. juli 2025 i Event Park Danmark ved Løsning (mellem Horsens og Vejle), hvor et 54 hektar stort område kommer til at danne ramme for en ifølge arrangørerne "action fyldt weekend".
"Mud Stuck Festival er skabt til eventyrlystne motorcyklister, der ønsker at udvikle deres færdigheder, lære mere om vedligeholdelse og navigering samt teste deres maskiner på forskellige baner. Udover de tekniske aspekter er festivalen også en unik mulighed for at møde ligesindede motorcyklister, dele erfaringer og opbygge venskaber på tværs af interesser og niveauer. Med fælles madområder, aftenhygge omkring bålet og mulighed for at udveksle historier om tidligere eventyr, bliver festivalen et samlingspunkt for fællesskab og passion," lyder det blandt andet i en pressemeddelelse fra den nye festival.
Programmet er klar
Ifølge pressemeddelelsen vil der løbende blive offentliggjort flere detaljer til programmet. Men allerede nu ligger det fast, at weekenden kommer til at byde på blandt andet:
- Kørekurser for både begyndere og erfarne kørere
- Workshops om vedligeholdelse og opsætning af adventure motorcykler
- GPS- og navigationskurser til offroad- og langturskørsel
- Testbaner med forskellige underlag og udfordringer
- Inspirerende foredrag fra erfarne eventyrere
- Udstillere med det nyeste grej, udstyr og motorcykler
Billetsalget er også allerede i gang, og der kan både købes éndagsbilletter og weekendbilletter med henholdsvis teltplads, shelterplads eller køjeseng inkluderet.
Mød Arrangørerne
Bag den nye festival står parret Klaus og Alexandra Suciu Sørensen, der begge har solide rødder i offroad-verdenen.
"Alexandra kommer oprindelig fra Rumænien, hvor hun har arbejdet for RedBull Romaniacs som brandmanager og været aktiv endurokører dernede. Jeg har deltaget i alverdens hard-enduro-løb rundt om i verden og kørt rundt i flere lande på min adventuremotorcykel. Fra 2010 til 2017 var jeg track director for RedBull Romaniacs og er lige blevet ansat som technical director for RedBull Romaniacs, hvor jeg blandt andet skal hjælpe med at opbygge den nye adventureklasse," lyder det fra Klaus Suciu Sørensen.
Udover Mud Stuck Festival arrangerer parret også andre events under "Mud Stuck Events" med alt fra fællesture i Danmark til rejser i udlandet, workshops og foredrag.