Af Daniel Bohnsen / 03-08-2021

KTM er ikke lige så gode til at holde på hemmeligheder, som de er til at bygge motorcykler, for det er mange måneder siden, at de første spionfotos af en kommende RC 390 dukkede op. Og nu er det så gået helt galt, da billeder af den færdige model (angiveligt) ved en fejl blev kortvarigt udgivet på hjemmesiden – og på internettet forsvinder den slags ikke igen.

Den nye RC 390 er udført i KTM's MotoGP-farver orange og blå.

Derfor kan vi nu se, at den kommende RC 390 skiller sig markant ud fra forgængeren på designfronten med en ny forlygte, der er mere i stil med resten af modelprogrammet, foruden en redsignet kåbe med store integrerede blinklys. Vi kan også se en TFT-skærm og styrbetjening som på 390 Duke og 390 Adventure, og så lader der til at være blevet gjort brug af racermaterialer som kulfiber og ruskind.

 

Velkendt teknik

På teknikfronten finder vi WP-affjedring og radialt monteret bremsecaliper, mens motoren er den samme 373 kubik énstamper som de andre 390'ere Duke og Adventure, der er opdateret til at overholde Euro 5 og formentlig leverer 44 hk og 37 Nm. Vi regner derfor også med, at RC 390 har samme elektronikpakke med kurve-ABS og traction-control, men alle detaljer bliver først afklaret, når modellen bliver endegyldigt præsenteret i en formentlig ikke så fjern fremtid. 

Læs også

ktm

Ekstrem baneracer fra KTM

ktm

Ny 1390 Super Duke R: KTM topper deres topmodel

ktm

Nye KTM RC'er til A1 og A2