Af Christian Friis / 10-10-2024

Med introduktionen af R9 tilføjer Yamaha en ny racer til sin R-serie, og ifølge producenten byder den nye R9 på "medrivende præstationer og banebrydende teknologi, som R-serien er kendt for". En serie, der udover R9 nu består af R125 (til A1-kørekort), R3 (til A2-kørekort), mellemvægts-R7 og R1 GYTR, R1 RACE, R6 GYTR og R6 RACE.

Modsat de andre R-modeller så baserer motoren sig i den nye R9 på CP3-motorplatformen, som vi blandt andet kender fra MT-09. Det betyder en rækketreer på 890 kubik med både "fremragende moment og masser af power", som Yamaha formulerer det – dog uden at komme nærmere ind på hestekræfter og moment.

 

 

R9 får desuden nyt trykstøbt Deltabox-stel i aluminium, som skulle være udviklet specifikt til den nye racer. Stellets egenvægt på 9,7 kg er i øvrigt det letteste stel, der til dato er brugt i en Yamaha Supersport-model, og den samlede køreklare vægt lander på i alt 195 kg.

Yamaha fokuserer også på, at der er mindre vindmodstand på R9 end R6, selvom R9 har en større slagvolumen, køler og overfladeareal forrest. Årsagen er angiveligt kåbefrontens udformning sammen med nye aerodynamiske "winglets" lige under fronten, som øger downforce, reducerer forhjulsløft og forbedrer vejgrebet.

 

 

Med vægt på sport og race byder Yamahas nye R9 desuden også på:

  • Fuldjusterbar 43 mm KYB-upsidedown-forgaffel 
  • Brembo Stylema monoblock-calipere (320 mm bremseskiver på forhjulet)
  • Clipon-styr
  • 14 liter benzintank
  • Bridgestone Battlax Hypersport RS11-dæk
  • Fartpilot og hastighedsbegrænser
  • R1-udviklet 6-akset IMU
  • Køreprogrammerne Sport, Street og Rain samt to custom- og fire bane-programmer
  • Quickshift op/ned
  • 5" TFT-display med smartphoneopkobling

Herhjemme lander prisen for den nye R9 på 179.990 kroner. I skrivende stund er Yamaha endnu ikke kommet med en officiel lanceringsdato, men de gør, kan du se flere billeder og video af R9 nedenfor.

 

 

 

Læs også

Ny retro-Yamaha er som taget ud af 80'erne

Galleri: XSR 900 får grundig overhaling

Stærkere og klogere MT-10