Udvalget af moderne retrocykler er efterhånden stort, men hvor de fleste dyrker 1960'erne og 1970'ernes caféracere og scramblere, tager Yamaha med XSR 900 en anden rute. Med lanceringen af den seneste XSR 900 forrige år, præsenterede de en stil mere typisk for 1980'erne, og det underbygger de yderligere med den nye XSR 900 GP.
Moderne teknologi
Teknisk er GP baseret på den normale XSR 900 med den 890 kubik CP3-rækkemotor som kerne. Fartpilot, quickshift, kurve-ABS og traction-control med 6-akset IMU er blandt de elektroniske højdepunkter, der også deles med XSR 900, men GP debuterer en ny 5" TFT-farveskærm og tilhørende styrbetjening.
XSR 900 GP adskiller sig også fra den nøgne version med fuldjusterbar KYB-affjedring i begge ender, mens de radialmonterede Brembo-calipre har fået optimerede bremseslanger. Clip-on-styr og mere sportsligt placerede fodhvilere, der kan monteres i to niveauer, ændrer kørestillingen i retning mod sport, og et nyt sæde holder føreren på plads.