Af Daniel Bohnsen / 28-01-2022

Selvom Harley-Davidson har udvidet forretningen med alt fra el til offroad de senere år, har de ikke glemt kernen. Og til i år er det da også nogle af amerikanernes mest populære modeller, der har fået en kærlig hånd og nu kommer med nye farver og større, stærkere motor.

 

1.923 kubik

For første gang har H-D taget deres største motor, den såkaldte Milwaukee-Eight 117", og monteret den i andre modeller end de ultradyre CVO-versioner. Det sker i nye "ST"-udgaver af Road Glide og Street Glide, der foruden mørk lak altså kommer til at have 166 Nm og 106 hestekræfter, i stedet for 114-motorens 90 hk/158 Nm, som sidder i standardmodellerne.

Også den populære Low Rider S får den større motor, men her erstatter den sidste års 114'er, så Low Rider S fra 2022 altid vil have max power. Low Rider-modellen er også omdrejningspunkt for Harley-Davidsons største nyhed i år, for den er nemlig fundament for en ny ST-version, der gør performance-cruiseren mere tour-egnet.

H-D's store 117"-motor har nu fundet vej til nye Low Rider-, Street Glide- og Road Glide-modeller.

De fire eksklusive CVO-modeller er også opdateret med nye farver til 2022.

Ny Low Rider ST

Den nye Low Rider S kommer også til at gøre brug af den stærke 117-motor, men den tilføjer derudover længere vandring på affjedringen for mere komfort og højtmonterede sidetasker til tandbørsten og de rene underbukser. Derudover har modellen en ny stelmonteret kåbe i FXRT-stil, hvor der kan købes lydanlæg til, og så er der bagsæde til passagerer.

Det er endnu uvist, hvornår den nye Low Rider ST og de øvrige opdaterede Harley-Davidson-modeller kommer til Danmark, og hvad priserne vil være på danske nummerplader.

Læs også

H-D Hydra-Glide genopstår

'El Diablo' i begrænset antal

LiveWire bliver selvstændigt mærke