Af Christian Friis / 26-03-2021

For nogle motorcyklister er påsken ensbetydende med en afstikker til udlandet – lidt luftforandring og en lille mc-tur til udlandet skal man ikke kimse ad.

Men med den nuværende corona-situation in mente er vi nødt til at blive hjemme og indenfor landets grænser. Og hvor skal turen så gå hen, spørger du måske lidt opgivende?

Det er der heldigvis mange gode bud på, og ét af dem er at lade sig inspirere af Danmarks vel nok mest kendte rute: Margueritruten.

 

En hyldest til dronningen

Margueritruten blev indviet i 1991 som en hyldest til Dronning Margrethe II og strækker sig over i alt 4.218 kilometer. Med andre ord er der masser af mc-kilometer at udforske.

Men ikke nok med det så kan man faktisk også downloade hele (eller udvalgte dele af) ruten til sin GPS kvit og frit via Naturstyrelsens hjemmeside. Ja, den er god nok: Det er gratis. Og ruten findes tilmed i forskellige filformater (KML, SHP og GPX).

Du kan udforske ruten ved at klikke på kortet nedenfor. Det direkte link til GPS-filerne finder du også på siden (eller ved at trykke her). God fornøjelse – og rigtig god påske.

Margueritruten strækker sig over 4.218 kilometer, og hele ruten kan gratis downloades til GPS. Grafik: Naturstyrelsen/Udinaturen.dk

Læs også

Kawasaki udvider på Sjælland

Ny Yamaha-forhandler i Sunds

Nu skal politiet køre Ducati