Efter fem år på Frederiks Allé i det centrale Aarhus, flytter Louis MC ud af byen nu på torsdag den 23. juli. Med den løbende udvidelse af sortimentet er de fysiske rammer i Aarhus C efterhånden blevet en begrænsning i forhold til at kunne tilbyde et tilpas bredt udvalg af MC-beklædning og -udstyr. Derfor rykker forretningen nu ud til industrikvarteret i Tilst vest for Aarhus, hvor Bauhaus, Elgiganten og andre store virksomheder holder til.
"Det er vores ambition at skabe inspirerende og tiltalende rammer for enhver type MC-kører, sådan at erfaringer kan udveksles over en kop kaffe eller ved et af vores tilbagevendende get-together weekendarrangementer," skriver Louis MC på deres hjemmeside, hvor de har offentliggjort nyheden om den store nye butik.
Louis MC åbnede sin første forhandler i Søborg i 2011 under mottoet "udstyr til tyskerpriser", og udvidede i 2015 med Aarhus-forretningen, der nu flytter til nye lokaler i Anelystparken 21B, 8381 Tilst.