Af Daniel Bohnsen / 19-07-2021

Harley-Davidsons elektriske satsning bliver nu udskammet fra moderselskabets modelprogram og lanceres fra i år som et selvstændigt mærke, der blot hedder LiveWire. Modellen, der tidligere bar navnet, hedder nu One, og Harley-Davidson-mærket er fjernet fra "tanken".

 

Gammel vin på ny flaske

LiveWire One deler ellers specifikationer med den oprindelige Harley-Davidson LiveWire, og der er således tale om en ren marketingøvelse, formentlig i et forsøg på at tiltale yngre motorcyklister uden at skræmme den oprindelige Harley-Davidson-skare væk med innovation, modernisering og andre fyord.

Harley-Davidson skriver, at både software og hardware er opdateret til lanceringen af LiveWire One, uden dog at komme nærmere ind på, hvad der specifikt er ændret siden, der stod "Harley-Davidson" på siden. Ikke at det er en dårlig ting, for vi kunne faktisk ret godt lide den elektriske H-D, da vi testede den i T2019.

LiveWire One er på markedet i USA nu, hvor der åbnes 12 dedikerede LiveWire-forhandlere i år, mens den internationale lancering først bliver i 2022. Så hvis du gerne vil have, at der står "Harley-Davidson" på din LiveWire, er det ved at være sidste udkald!

Læs også

H-D Hydra-Glide genopstår

'El Diablo' i begrænset antal

Nye muskelbundter fra Harley