Opdateret 23-10-2024 med kommentar fra Ib Mogensen, bestyrelsesformand for Nimbus Motorcycles.
På et møde mandag 14. oktober 2024 valgte bestyrelsen i Energica at indgive konkursbegæring, oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Meddelelsen følger i kølvandet på længere tids krise hos den italienske producent af elektriske motorcykler, der officielt blev grundlagt i 2014 og blandt andet har været leverandør til den elektriske udgave af MotoGP kaldet MotoE.
Trods flere investeringer i selskabet og en børsnotering i 2016 med en værdiansættelse på dengang 37,3 millioner euro har Energica ikke formået at klare skærene i en presset branche, som det bliver formuleret i pressemeddelelsen: "Den efterfølgende krise på elmarkedet og faldet i sektor-investeringer påvirkede imidlertid Ideanomics (stor-investor i Energica, red.), hvilket kompromitterede Energicas investeringskapacitet. Virksomheden har også stået over for udfordringer fra nedturen i bilmarkedet og forsyningskæden og er især blevet ramt som en lille/mellemstor virksomhed".
Ingen konsekvenser for Nimbus
I skrivende stund er der endnu uvist, hvad konkursbegæringen får af betydning for Energica, selskabets ansatte og investorer samt alle dem, der er "afhængige" af Energicas elektriske drivlinje. Det gælder blandt andre danske Nimbus Motorcycles, som i slutningen af december 2023 indgik en samarbejdsaftale med netop Energica.
Men ifølge Ib Mogensen, der er bestyrelsesformand for Nimbus Motorcycles, er der ingen grund til panik. Han regner nemlig ikke med, at Energicas konkursbegæring får konsekvenser for produktionen af de kommende elektriske Nimbus-motorcykler.
"Jeg har været i kontakt med Energica, som desværre er i konkursbehandling. Men jeg er ret sikker på, at de finder en ny investor, der kan videreføre virksomheden. Så vi har is i maven, og vi er ikke i en akut situation vedrørende leverancer fra Energica," siger Ib Mogensen til MCTC.