Det bliver mere og mere udbredt at tage klassiske køretøjer og konvertere dem fra benzin eller diesel til eldrift. Der findes allerede et stort udvalg af ombyggere, der kan forvandle dit gamle folkevognsrugbrød, Jaguar E-Type eller klassiske Porsche til en elbil i forklædning, men det har været småt med tohjulede alternativer – indtil nu.
Startede som hobby
Omega Motors er egentlig et sideprojekt for de tre amerikanere Nick Nieminen, James Hollis og Ian Iott, der har erfaring fra elcykel-industrien. De syntes dog, at designlinjen for de fleste moderne elmotorcykler var for fjernt fra det, de elskede ved motorcykler, og satte sig derfor for at lave en elektrisk motorcykel med et klassisk udseende, fortæller de tre til bikeexif.com.