Gør brug af MCTC's slutseddel, når du handler motorcykel privat.
Når man køber/sælger en motorcykel, er det altid fordelagtigt at få udskrevet, udfyldt og underskrevet en slutseddel i to ens eksemplarer. På den måde er både køber og sælger bedre stillet. Derfor stiller MCTC også en slutseddel til rådighed ganske gratis.
Modsat mange andre slutsedler har MCTC's slutseddel til motorcykel den store fordel, at den kun fylder én A4-side. Slutsedlens layout er med MCTC's karakteristiske gule farve. Ønsker man derimod en sort-hvid-version, kan man blot vælge det, når man udskriver slutsedlen på printer.
Du finder slutsedlen ved at klikke på billedet øverst, og herunder kan du læse mere om, hvad du skal være opmærksom på ved handel med motorcykel mellem private (såkaldt kontantsalg).
Slutseddel
Det er altid en god idé at få handlens vilkår ned på skrift på en slutseddel. Slutsedlen indeholder detaljerede oplysninger fra sælgers side, og det gælder om at være oprigtig. Oplys aldrig noget, som er forkert, da man kan blive hængt op på det juridisk. Det vil sige hellere undlade en information end at fejlinformere.
Særlige aftaler
Under slutsedlens punkt ”Særlige aftaler” kan man som sælger fraskrive sig ethvert ansvar ved at sætte kryds ved ”Ja” under rubrikken ”Motorcyklen sælges som prøvet og beset uden reklamationsret”. Det er fuldt lovligt som privatperson at fraskrive sig visse reklamationsforpligtigelser. Men vær opmærksom på at en total ansvarsfraskrivelse kan have betydning for prisen.
Garanti
Som privatperson er man ikke forpligtiget til at stille en garanti. Hvis man alligevel stiller køber en garanti, så er det sælger, som hæfter for alle fejl og mangler i perioden, hvor garantien løber. Som udgangspunkt bør man lade være med at yde garanti, med mindre at man føler sig sikker i sin sag.
Kopi
Sørg altid for enten at udfærdige slutsedlen i to nøjagtige ens udgaver eller tag en kopi, så man som sælger også har et eksemplar. Så undgår man også, at køber måske digter noget på slutsedlen til egen fordel. Gennemgå til sidst slutsedlen med køber, så der ikke hersker tvivl om det aftalte.
Ret henvendelse til
Sørg for – inden salget – at spørge eventuelle personer, som har pant, ejendomsforbehold, udlæg eller rettighed til din motorcykel om, at det er i orden, at du sælger motorcyklen til den aftalte pris.
Betaling
Giv aldrig køber kredit. Få senest din betaling ved fysisk overdragelse af motorcyklen eller ved levering – og gerne før. Betaling kan modtages via eksempelvis bankoverførsel eller kontanter.
Omregistrering/syn
Det er altid en god idé at omregistrere motorcyklen sammen med køber. Det sparer dig for vægtafgift/grøn ejerafgift og forsikringspræmie. Med indførelsen af det digitale motorregister er det blevet lettere at omregistrere en motorcykel. Man kan gøre det på Skats hjemmeside (køber skal logge på) eller via appen Ejerskifte.
Vælger man at omregistrere på en af Skats nummerpladeekspeditioner, er det lidt dyrere. Husk at medbringe den originale registreringsattest, billedlegitimation eller alternativt en fuldmagt, hvis det er sælger, som omregistrerer for køber.
Motorcykler er underlagt reglerne om syn ved ejerskifte. Motorcyklen skal til syn, hvis den er registreret første gang for mellem 5 og 10 år siden og senest synet og godkendt for mere end 2 år siden. Eller motorcyklen er registreret første gang for mere end 10 år siden og senest synet og godkendt for mere end 1 år siden.
Forsikring
Giv dit forsikringsselskab besked, straks motorcyklen er solgt.