Siden åbningen i 2016 har Top Mountain Motorcycle Museum i de østrigske alper været et yndet rejsemål for motorcyklister og andre køretøjsentusiaster, og journalisten her besøgte selv den smukke trækonstruktion med de mange sjældne veteranmotorcykler for godt tre år siden.
En af klodens mest værdifulde mc-samlinger
De 3.000 kvadratmeter var på kunstnerisk vis udfyldt med over 230 motorcykler placeret på kurvede træpodier, der lignede hedengangne ovalbaner. Vincent, Matchless, Brough Superior, Sunbeam og omkring 100 andre mærker var repræsenteret, foruden en del klassiske biler fra bl.a. Aston Martin, Porsche og Ferrari.
Samlingen og museet var ejet af tvillingebrødrene Alban og Attila Scheiber, der foruden ejerskab og drift af hoteller og skilifte er passionerede motorcyklister, der ønskede at vise deres imponerende samling frem – en samling der anses som værende blandt de største og mest værdifulde veteransamlinger på kloden.
Forventes helt udbrændt
Eller var blandt de mest værdifulde samlinger, for branden tidligt mandag morgen forventes desværre helt at have destrueret museet og dets indhold. Hvorvidt bygningen er til at redde vides endnu ikke, men det er meget svært at forestille sig, at nogle af de historiske motorcykler skulle være uskadte.
Branden brød ud omkring klokken 4 tidligt mandag morgen, og selvom brandvæsenet hurtigt var på stedet, havde ilden godt fat i trækonstruktionen. Heldigvis kom ingen personer noget til, men på ét af billederne øverst i artiklen, er det tydeligt, at branden stadig rasede længe efter solopgang og tilsyneladende var godt i gang med at reducere hele museet til aske.
En virkelig tragisk begivenhed for både ejerne og motorcykelhistorien, og vi sender vores kondolencer til Østrig.