Når Rømø Motor Festival 2021 løber af stablen lørdag 21. august, er der mildest talt tryk på Rømø og ikke mindst Lakolk Strand, hvor selve ræset foregår.
Derfor giver MCTC her et overblik over alt, hvad du skal vide og være opmærksom på i forbindelse med festivalen.
God fornøjelse!
Kørsel til og fra Rømø
Rigtig mange mennesker vælger at tage turen til Lakolk Strand på Rømø, når Rømø Motor Festival (RMF) finder sted. I 2020 blev RMF aflyst grundet corona-situationen, men ved seneste festival i 2019 vurderede arrangørerne, at mere end 30.000 tilskuere var til stede på stranden!
Det vigtigste råd er derfor at komme af sted i rigtig god tid lørdag 21. august. Selvom løbet på stranden går i gang cirka klokken 10, kan man næsten ikke tage for tidligt til Rømø om lørdagen. Allerede fra morgenstunden er dæmningen – som er den eneste landfaste vej til og fra Rømø – hårdt ramt af trængsel og trafik, og det bliver forventeligt kun værre i løbet af dagen, hvor køkørsel på op til flere timer kan forekomme.
Derfor: Kør til Rømø i god tid! Hvis du skal nå hjem til aftensmaden lørdag, bør du tage fra Rømø, før løbet slutter, og alle vender snuden mod fastlandet.
Parkering på Lakolk Strand
Ligesom Rømødæmningen er den eneste vej til og fra Rømø, så er Vesterhavsvej den eneste officielle vej for køretøjer, der skal til og fra Lakolk Strand, hvor det hele sker. Lige før stranden munder Vesterhavsvej ud i en smal passage mellem klitterne, og netop hér vil der også være tryk på fra tidlig morgen til sen aften lørdag 21. august.
Publikum kan parkere alle steder på stranden, som ikke er afmærket eller på anden måde er en del af løbet. Der er dog særlig parkering for vintagekøretøjer, men vær opmærksom på begrænset plads, og at denne parkering kun er for køretøjer fra før 1958. Arrangørerne anbefaler desuden, at publikum følger den røde korridor markeret på kortet nedenfor, før man svinger til højre eller venstre for at parkere.
Sørg for give plads og vær opmærksom på eventuelt blødt sand og parkering for tæt på vandet – ellers får du brug for hjælp for at komme fri.
Program og forplejning
Selve løbet går officielt i gang omkring klokken 10. Normalt varer det et par timer, før der holdes middagspause. Efter pausen genoptages løbet, som slutter ud på eftermiddagen/aftenen.
I løbet af dagen vil der være mulighed for at købe mad og drikke ved forskellige opstillede boder på stranden, ligesom der også kan købes forplejning ved Lakolk Butikscenter lige på den anden side af klitterne.
Der vil ligeledes være toiletvogne og masser af skraldespande på stranden – husk at udvise respekt overfor naturen!
Festival og camping ved Skærbæk
Mens ræset foregår på Rømø, så finder festivaldelen sted på fastlandet lige udenfor Skærbæk. Adressen er Ullerupvej 80, 6780 Skærbæk. Festivalområdet holder åbent fredag og lørdag. Her vil der være live-musik, DJ og rig mulighed for at købe merchandise, mad og drikke.
Armbånd til festivalen koster 300 kroner og kan kun købes ved indgangen. Der tages kun imod kontanter (kroner eller euro). Der er ikke mulighed for overnatning på festivalpladsen, men lige ved siden af ligger Skærbæk Familie Camping, som festivalen også samarbejder med. Sørg for at booke plads i god tid!
Læs mere i MCTC-magasinet
Med ovenstående in mente burde du være klædt på til Rømø Motor Festival anno 2021.
Hvis du ikke har mulighed for at opleve festivalen i år – eller bare gerne vil genopleve den – så husk at MCTC tidligere har bragt både billeder og reportager fra Rømø Motor Festival i MCTC-magasinet.
Er du endnu ikke medlem, så klik her og meld dig ind med det samme.