Af Christian Friis / 19-04-2024

Foto: Heino Eisner

I skrivende stund er der præcis én måned til, at årets udgave af velgørenhedseventet The Distinguished Gentleman's Ride (DGR) løber af stablen verden over. Her samler velklædte motorcyklister penge ind til forskning i prostatakræft og mænds mentale helbred.

DGR 2024 finder sted søndag 19. maj, og i Danmark kan man opleve og køre med i de såkaldte "rides" i fire byer: København, Aarhus, Sønderborg og – for første gang i DGR's historie – Aalborg.

Som noget nyt kan de enkelte rides nu også sætte en øvre grænse for deltagerantallet og kræve en minimum-donation, som man på forhånd skal indbetale for at køre med. I Aalborg og Sønderborg er der ikke krav om minimum-donationer, mens man i København og Aarhus skal donere mindst 140 kroner.

Tilmelding sker via den officielle hjemmeside, og MCTC krydser fingre for en forhåbentlig solrig søndag, når DGR skydes i gang 19. maj 2024.

Læs også

Åbn Bakken med MCTC

'Gasolina' - Ny dansk motorcykelfestival

Egeskov MC Træf 2023